Fra mark til vibrerende vandhul.

I januar 2023 besluttede vi os for at ville påbegynde etableringen af vandhuller på de første 7 hektar, som vi har omlagt til biodiversitet. Man skal søge om tilladelse til at fjerne evt drænrør hos kommunen, før man går i gang. Vi kunne dog allerede se, hvor der var meget vand på marken og dermed identificere et potentielt naturligt vådområde – eller et lille vandhul.


Vanddækkede små vandhuller er en stor og meget vigtig del af småbiotoperne i naturen, da de hurtigt bliver levesteder for mange arter af planter og dyr. Hertil kommer, at fungerer som drikke,- fouragerings- og badested for mange fugle og dyr. Små midlertidige (temporære) vandhuller kan også få stor betydning for bl.a. for krybdyr, frøer og padder og andre smådyr, som trives med midlertidige udtørringer og variable forhold for fugtighed. Mange af de fugle, dyr og padder som er fredede eller udrydningtruede er knyttet til vandhuller, søer og vådområder, som der desværre er blevet færre af i det intensivt opdyrkede landskab over de sidste år. (Kilde; Miljøministeriet)


Sådan gjorde vi

I januar 2023 lejede vi en rendegraver og begyndte forsigtigt at lokalisere hvor der mest optimalt kunne være et første vandhul, på det sted hvor der i forvejen altid er meget vådt og sumpet. Vi gravede ikke særligt dybt, men lavede en variabel forskydning i bassinet, sådan at vandhullet skråner og har forskellig dybde og en lille ”bred”. Vandhullet er 8-9 meter langt og maks. 4 m. bredt. Det tog ca 6-7 timer assisteret af håndkraft, hjemmebag og masser af kaffe

Efter to dage var vandhullet fyldt, og efter dage med meget regn har der været godt fyldt op også ud over bredderne. Selv under den meget tørre periode i maj – juni 2023 har vandstanden været stabil, selvom der tydeligt er meget ”næring” i det vand der tilgår vandhullet, hvilket giver en høj algeforekomst. Det må skyldes at det vand der tilstrømmer vandhullet også kommer fra andre marker, hvor der stadig gødes. Det er et forhold, som vi undersøger nærmere, evt sammen med kommunen og kyndige folk i området. 


Hejre, Agerhøns, Hvidklirre og glade dage

Allerede i april kunne vi konstatere at der var masser af vandkalve, vandløbere, vårfluer og selvfølgelig myg. Vi håber at vandhullet med tiden også vil tiltrække frøer og véd at der er et vandhul i nærheden hvor bl.a. løvfrøen lever. Tænk hvis den ville kunne tiltrækkes.

Vandhullet bruges flittigt af rastende fugle. Både de mere sjældne som ravne, andre kragefugle, agerhøns, hejrer,- masser af spurvefugle, vipstjerter, spurvehøgen, tårnfalken, glenten, musvågen, rørhøgen har været forbi –  og ikke mindst svalerne er vilde med at fouragere hen over overfladen. Det vildeste har været da vi i april fik besøg af en klirre, af en art, – og som man kan se af billederne, (der er taget på laaaaang afstand) kan vi ikke med sikkerhed fastslå om det er en Hvidklirre, Mudderklirre eller en Svaleklirre. 


Da vi forespurgte om hvilken klirre det var på DOF’s Facebook side skabte det vild opstandelse og svarene varierede fra Svaleklirre til Hvidklirre. Vi er bare taknemmelige for, at vi har så fornemt besøg og at den er kommet tilbage igen og igen. 


Langs bredderne og rundt om vandhullet har vi håndsået forskellige danske hjemmehørende plantearter, som vi, trods det meget tørre forår, håber vil vokse og bidrage med endnu mere biodiversitet. Alt i alt har det været en ualmindeligt spændende og alligevel overkommelig opgave, som har givet os og ikke mindst naturen en masse ny energi og nye arter. Tak til Aarhus Kommune for hjælp og støtte i processen og tak til alle naboer og medlemmer for at bakke op og give en hånd med. 

Foto: Thomas Østergaard